Initiativet til etablering af den 100 gange 50 meter sandstrand er Bandholm Aktivitetsforening, som i flere år har haft en drøm om at lave en dejlig sandstrand til de mange gæster, som dels besøger Bandholm hotel, dels sejler rundt i Smålandshavet mellem de mange øer og dels besøger Knuthenborg Safaripark.
8250 tons sand
I øjeblikket er dumptrucks i gang med at køre 8250 tons sand fra havnekajen i Bandholm havn til byens nye vartegn. Sandet bliver fragtet til Bandholm med 13 skibsladninger, hvorefter der bliver kørt omkring 775 ture de 200 meter hen til strandens beliggenhed vest for havnen.
Her fordeler en kæmpe bulldozer sandet jævnt ud i det nye strandområde. Arbejdet foregår i intervaller af tre timer efter modtagelse af hver skibsladning og forventes at blive ved indtil uge 18, hvorefter stranden ligger klar til fri afbenyttelse.
Godt for turismen
- Sandstranden er tænkt som et tilskud til byen, til glæde for byens beboere og skal være med til at trække turister til området, siger Joshua Dalgaard, næstformand i foreningen Bandholm Aktivitetsforening, som i november 2015 fik Kystdirektoratets godkendelse til anlæg af en sandstrand tæt på Bandholm Havn.
Foreningen søgte forskellige fonde om midler til projektet og fik hurtigt tilsagn fra Vindmøllefonden om 400.000 kroner til køb af sand.
- Derefter fik vi aftaler med Lolland Kommune, Knuthenborg, Blue Water Shipping og Loxam om leje af materiel og mandskab til kostpris. De resterende midler er doneret af Bandholm Hotel, som ligger lige bag strandområdet, siger Joshua Dalgaard, som også er projektleder på strandprojektet.