Søfareren Jan van Riebeeck sejlede sydover fra Holland og gik i april 1652 i land i bugten ved Taffelbjerget. Han og hans mænd gik straks i gang med at bygge et fort af træ, men allerede nogle år senere blev fortet bygget meget mere solidt i sten og beton. Det var Jan van Riebeecks efterfølger, Zacharias Waegenaer, der byggede det efter datidens forhold kæmpemæssige fort, næsten uindtageligt. Opgaven med at bygge fortet stod på fra 1666 til 1679.
LÆS OGSÅ: Gammel fæstning i Cape Town fortæller Sydafrikas historie
Da Wagenaer og hans folk havde besluttet, at fortet skulle forstærkes, gik de i gang med at skaffe bygningsmaterialer, fortalte vores guide.
Røde mursten fra Europa
"De fleste materialer blev fundet lokalt, men flere materialer måtte fragtes hertil fra Holland. Det tog derfor lang tid at få dem til Sydafrika. Blandt andet blev de røde mursten, som handelsskibene dengang havde med som ballast i bunden af de store træsejlskibe, brugt særlige steder i de ny bygninger i fæstningen. Andre byggematerialer i form af limsten blev brudt på Taffelbjergets sider og på slæder bragt ned til vandet. Mens andre materialer blev hentet i et limstensbrud på Robben Island 11 km ude i Taffelbugten", fortalte guiden.
Fundamentet til fortet er fem meter bredt og over tre meter dybt. Fortet er bygget i stjerneform med fem bastioner - Leerdam, Buuren, Katzenellenbogen, Nassau og Oranje – alle opkaldt efter hovedtitlerne til Philip William, den hollandske prins af Orange. Der er 180 meter mellem hver af bastionerne. Hver af bastionerne husede en garnison med opholdsrum for soldaterne, magasiner, forretninger og specialiserede produktionscentre som smedjer og bagerier. En del af fortet, der vendte mod havet havde voldgrave på mere end 10 meter brede. Bygningerne inden for murene er for de flestes vedkommende bygget i fire etager. Midt under rundturen bliver vi afbrudt af den lille vagtparade bestående af fem soldater med sorte hatte og et rødt bånd, blå jakker og hvide busker og sorte støvler og med karabiner over skuldrene. De trækker op foran hovedbygningen og starter en lille tur ud gennem porten til fortet. Ude foran porten får de symbolsk af en vagtofficer overrakt nøglerne til fortet, inden de til kanonsalver med masser af hvid røg marcherer tilbage til hovedbygningens front. Et meget malerisk lille show, som gennemføres hver dag året rundt.
Guvernørbolig
Efter dette maleriske indslag fortætter guiden med at fortælle om fortet, og vi står nu foran guvernørboligen, der blev indrettet i 1695 i forbindelse med at en forsvarsmur blev bygget diagonalt over gården for at beskytte fortet fra et landangreb. Guvernørboligen havde tilhørende kontorer samt et rådhus, der også fungerede som kirke. Ligeledes blev der indrettet indkvarteringsmuligheder for de handels- og søfolk, som passerede stedet. Udover det administrative personale boede der også private borgere inden for voldene og naturligvis de slaver, som man anvendte. Det var ikke sorte slaver men slaver hentet i Østen.
Den massive fæstning fungerede som koloniens regeringsbygning indtil 1795, da kolonien blev besat af briterne, og herefter tjente Castle of Good Hope som den officielle bopæl for guvernøren i Capekolonien i flere hundrede år. Senere blev fortet administrationscenter for Union of South Africa i 1910, og i 1917 blev fortet overdraget til det sydafrikanske nationale forsvar, der stadig driver slottet i dag.
