De fleste kender de gamle westernfilm, hvor drabelige pistoldueller udkæmpedes af John Wayne, James Steward, Burt Lancaster, Kirk Douglas, Robert Mitchum, Gary Cooper og Clint Eastwood, og en række andre Hollywoodstjerner.
Navne som Wyatt Earp, Bat Masterson, Doch Holiday og Wild Bill Hickok gik igen i mange af de kendte westernfilm som "Sheriffen fra Dodge City", "Eldorado", " High Noon", "Rio Bravo", "Vera Cruz" og "Shane". Filmene foregår i Deadwood, South Dakota, Dodge City i Kansas og Tombstone i Arizona. Nogle af de mest lovløse i slutningen af 1800 tallet i The Wild West.
I Nevada blev der i 1860erne fundet guld og masser af sølv, og staten har da også tilnavnet The Silver State i dag. Lovløse byer blomstrede, og en af dem er Pioche, der ligger cirka 300 kilometer nord for Las Vegas kun cirka 20 kilometer fra grænsen til Utah. I 1870'erne blev der i gennemsnit begået 12 mord om året. Til sammenligning var det tal "kun" fire til fem i Dodge City. Men da Pioche lå ret isoleret, løb de andre byer med "berømmelsen".
LÆS OGSÅ: Ekstremer
Sølvfund i Pioche
I byens første leveår lige efter de første sølvfund herskede total lovløshed. Guld- og sølvgravere, masser af revolverbærende cowboys, og andre lykkeriddere strømmede til byen.
En del af de mange nye beboere havde de deltaget i den blodige borgerkrig fra 1861 til 1865 mellem Nord- og Sydstaterne, som førte til Nordstaternes totale sejr.
I den brutale krig havde de både tilegnet sig gode skydefærdigheder og dels set døden og krigen i øjnene. De var derfor klar til at skyde før, de talte.
25 bordeller
Efterhånden fik loven dog mere magt, og mordraten faldt langsomt. Men der var alligevel god brug for byens kirkegård kaldet "Boot Hill" – Støvlebakken. De første 75 "beboere" her døde langtfra en naturlig død.
På Pioches lille museum kan man se en række avisudklip og fotos fra dengang. Museet er indrettet i den faldefærdige retsbygning fra 1871.
Byens storhedstid varede kun omkring 20 år, så var der ikke mere sølv i årerne. Da Pioche var på sit højeste havde byen et par hoteller med kasinoer, 25 bordeller på hovedgade og 50 værtshuse.
I dag har Pioche kun 800 indbyggere og et hotel samt et par caféer. Storindkøb går til den nærmeste større by 170 kilometer væk. Indbyggertallet mangedobles dog af de mange turister, der vil se en rigtig lovløs by fra dengang Vesten var utæmmet.