×

Advarsel

JUser: :_load: Kan ikke indlæse bruger med id: 73

Besøg eventyrslottet Woburn Abbey

Udgivet i Rejser
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)
Et besøg på eventyrslottet Woburn Abbey er et "must", hvis man er i East Anglia. Et besøg på eventyrslottet Woburn Abbey er et "must", hvis man er i East Anglia. Foto: www,fritidsmagasinet.dk.

WOBURN ABBEY: Mange danskere har trofast hver uge fulgt familien Crawley på slottet Downtown Abbey gennem tv-serien af samme navn. I virkelighedens verden er historien om familien Russel på Woburn Abbey endnu mere spændende. Her kan man blandt andet høre om den halshuggede hertug, den flyvende hertuginde og se sengen, hvor dronning Victoria sov.

Midt i det skønne engelske landskab ligger Woburn Abbey. Det lyse, sandfarvede slot og den omgivende park er tornerose-smuk, men der er ikke noget tornerosesøvn over stedet, som Fritidsmagasinet.dk besøgte for nylig. Woburn Abbey er tværtimod et levende hjem for den 15. hertug af Bedford og hans familie, og stedet sprudler af aktivitet.

- Oprindeligt blev slottet bygget som et kloster tilhørende cisterciensermunke. Abbeden faldt imidlertid i unåde, og Henrik den 8. gav stedet til den succesrige handelsmand John Russel, der blev den første jarl af Bedford i 1547, fortæller den rare, ældre dame, der som en række andre på hendes alder guider gæsterne rundt på Woburn Abbey.

Historien om John Russel er historien om, hvordan det trods alt er lykkedes for nogle at stige op ad rangstigen i det engelsk klassesamfund fra handelsmand, til jarl og til hertug.

- Men man kunne også hurtigt falde i unåde igen. I 1694 blev den femte jarl af Bedford, William Russel, den første hertug af Bedford. Hans søn var dog allerede i 1683 blevet halshugget for højforræderi, så det blev barnebarnet, der førte slægten videre, fortæller guiden med drama i stemmen.

Den flyvende hertuginde
Slægtens succes skyldes dog langtfra alene ærgerrige mænd, men i høj grad også stærke kvinder. En af de mest markante var hertuginde Mary, der ud over at være en frontkæmper for kvindelig valgret, blev kendt som den flyvende hertuginde:

- Hun led af konstant tinnitus, og hun hævdede, at det lindrede, når hun kom op i de højere luftlag.  I 1920'erne og 30'erne satte hun en række rekorder indenfor flyvning, men desværre  forsvandt hun i en alder af 71 år under en flyvning.

På den katastrofale sidste flyvning startede hertuginden fra Woburn Abbey i sit de Havilland Moth Major toplans fly, men styrtede ned i Nordsøen ud fro Great Yarmouth i Norfolk - hendes lig blev aldrig fundet.

Dronning Victorias seng
Hvad slægten ikke selv har frembragt af store personligheder, er kommet til udefra. Et hertugslot som Woburn Abbey fik nemlig ofte kongeligt besøg, og derfor var nogle rum forbeholdt disse gæster, der blev så længe, de ønskede:

- Her har været mange kongelige besøgende lige fra dronning Elisabeth den første, Charles den første og den markante dronning Victoria. Hendes seng står urørt fra dengang.
Guiden fortsætter sine fortællinger og gør hvert rum levende for den besøgende. Smykkerne og sølvtøjet i kælderen er bestemt også værd at dvæle ved. Slægtens rigdomme er samlet sammen af generationer, og samlingen er uvurderlig. Det gælder naturligvis også portrættet af "Den gamle mand", der med stor sandsynlighed menes at være en Rembrandt.

Woburn Abbey, der stadig er hjem for den 15. hertug af Bedford og familie, er bestemt et besøg værd. Foruden selve eventyrslottet har Woburn en række tilbud til de besøgende eksempelvis Safaripark, den blomstrende park og golf.

Tag familien med til East Anglia med DFDS og læs endnu mere om, hvad I kan foretage er skønne England på VisitBritain.com. Læs om Woburn Abbey her.

 

 

 

Senest ændret Mandag, 16 juli 2018 06:50

Skriv en kommentar

Udfyld venligst alle felter markeret med (). HTML er ikke tilladt.