Mere end halvdelen af Islands areal ligger i over 400 meters højde, og her findes en lang række afmærkede gangstier, og vandreture er populære både for hos lokale befolkning og hos turisterne.
De mange turistinformationscentre rundt på øen hjælper med nyttige oplysninger om vandreruter over hele landet.
Vulkanen Hekla
Da Island er cirka tre gange så stort som Danmark, er det ikke muligt på en uge eller 14 dage at besøge hele øen. Men der findes nogle seværdigheder, som man skal se, når man er på Island.
Det er blandt andet den 1491 meter høje keglevulkan Hekla, der ligger cirka 110 kilometer nordøst for Reykjavik.
Hekla betyder på islandsk hætte eller hat, og Heklas top er ofte indhyllet i et tykt lag skyer; altså en hætte.
Nedgang til Helvede
På dansk er ordet "Hekkenfeldt" afledt af "Heklafjeldet", så når man siger "skrub ad Hekkenfeldt til", siger man faktisk "skrub til Hekla".
Ifølge folketroen var Hekla et sted hvor heksene mødtes med fanden. I 1647 skrev den italienske munk Julius Cæsar Eecuptus , at Hekla er nedgangen til helvede, som Gud har ladet stå åben til skræk og advarsel for syndere.
Da vikingerne også troede, at vulkanerne var en ondskab, er der ikke megen omtale af den i sagaerne.
Til toppen af Hekla
Der er 14 kilometer til toppen af Hekla, og opstigning sker ved Landmannaleið vest for Nýjahraun ved krateret Rauðaskál.
Man bør sætte en hel dag af til en tur på Hekla. Vulkanen har siden 1970 haft et udbrud cirka hvert tiende år. Sidste gang var i år 2000.
Et typisk udbrud starter som en eksplosion og varer nogle få timer. Derefter kaster vulkanen store mængder lava op til overfladen i flere uger. Efter at have holdt fri i over 100 år havde Hekla sit seneste større udbrud i 1947.
Smuk natur i Vatnajökull
I nationalparken Vatnajökull er naturen ubeskrivelig smuk. Her ligger blandt andet landets største gletsjer på cirka 8.100 kvadratkilometer. Nogle steder er den op til 1.000 meter tyk, mens dens gennemsnitlige tykkelse er cirka 400 meter.
Under Vatnajökull ligger nogle af Islands mest aktive vulkaner blandt andet den 100 kilometer lange og 15 kilometer brede Grimsvötn.
Denne vulkan har siden 1902 haft mere end hundrede udbrud. Det mens, at denne gletsjer i lighed med mange andre på øen opstod for omkring 2500 år siden.
Søen Myvatn
Når du er i Island er der et andet smukt område, som du bør besøge og det er Mývatn (38 kvadratkilometer.) eller mygge-søen. Den ligger i det nordøstlige Island cirka 50 kilometer syd for byen Húsavik.
Sommeren igennem findes der ved søen kæmpemæssige myggesværme (deraf navnet) af overvejende harmløse dansemyg, der er livsgrundlaget for søens mange fisk og fugle.
Ligeledes kan man om sommeren i to gange 14 dage observere store søjleagtige sorte sværme af dansemyg over søen.
Der findes i søen et hav af bugter og holme samt cirka 40 øer. Søen ligger 278 meter over havet i et vulkansk aktivt område med specielle lavaformationer i nærheden af krafla vulkansystemet. Også her i området er der flere aktive vulkaner.
Så længe Island har været beboet har der altid boet en del mennesker omkring Mývatn, og det skyldes formentlig søens rige dyreliv.
Vulkankrater
Ved Krafla ligger der et geotermisk kraftværk og vulkan-krateret Viti (helvede) med en kratersø nede i bunden. Seneste udbrud i Krafla var i 1984.
Den lave vanddybde fra to til fem meter og de underjordiske varme kilder har skabt en rig produktion af plankton, der giver gode livsbetingelser for insektlarver, fisk og fugle. Som følge heraf er søen derfor et af verdens bedste yngleområder for ænder, som eksempelvis strømand, islandsk hvinand og islom.
Stedet er også rigt på sjældne dyre- og plantearter. Eksempelvis findes den kun i diameter 15 centimeter kugleformede grønne moskuglealge Kuluskitur, Aegagropila linnaei, kun i Mývatn og i den japanske sø Akan.
Hele området omkring Naturreservatet Mývatn regnes blandt et af naturens virkelige vidundere i hele verden. Fra fjeldet Vindbergjarfjall er der en spektakulær udsigt ud over søen.
Se mere på www.visiticeland.com og www.icelandair.dk.