Selvom denne eksklusive sporvognsrestaurant først blev indviet i 1983, fornemmer du et sus af den gamle Victorianske ånd for omkring 140 år siden, da Australien var et nybyggersamfund med den engelske Dronning Victoria som inspirator for datidens byggeri i byen.
I The Colonial Tramcar Restaurant kan du få en fire eller fem retters menu med tilhørende lækre australske vine afsluttende med kaffe/te petit four og likør eller cognac.
Mens den skønne middag indtages kører du rundt i storbyen og ser mange af dens attraktioner samtidig med, at middagen serveres med charme og tilberedes med stor dygtighed af sporvognens kok.
Syngende tjener
Tjeneren ved navn Joe er af italiensk afstamning, og under det meste af turen synger han dels opera musik og dels evergreens, mens han serverer. Og synge det kan han til stor glæde for gæsterne. I hver sporvogn er der plads til cirka 36 gæster, og inden serveringen opvarmes hovedretten i varmeskabet i sporvognen.
Der køres tre gange i døgnet, og turen tager godt to timer. Du kan både tage på en frokosttur eller på aftentur. På den sidste tur består menuen af fem retter.
Der er afgang fra Nomanby Road 125, der ligger ikke langt fra et af byens store cassioner på hjørnet af Clarendon Street i den sydlige del af millionbyen.
Historien om sporvognene i Melbourne går helt tilbage til 1869, hvor Melbournes Omnibus selskab blev grundlagt og de følgende år gik med at nedlægge skinner i gaderne i city og i byens forstæder.
110 gæster i restauranten
The Colonial Tramcar Company har i dag flere restaurant-vogne, der kan tage selskaber på op til 110 ad gangen. De nuværende retaurantvogne er blevet restaureret og ombygget, så de ligner de oprindelige sporvogne, som kørte rundt ved hjælp af kabler i slutningen af 1800-tallet. Under turen rundt i byen kører sporvognen forbløffende roligt uden de store rystelser fra skinnerne.
Man passerer blandt andet den flotte lystbådehavn, den olympiske by fra 1956, centrum med de store forretningsgader, flere parker blandt andet den botaniske have, de første bygninger fra Melbournes grundlæggelse, delstaten Victorias Parlament samt en række andre flotte bygninger og skyskrabere.
Hvis du vil vide mere finder du det her: www.visitmelbourne.com.