×

Advarsel

JUser: :_load: Kan ikke indlæse bruger med id: 73

Børnenes paradisø - Fuerteventura

Udgivet i Rejser
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)

BØRNEVENLIG: Fuerteventura er med god ret kendt som børnenes ferieparadis. For familier, der vil have avancerede aktiviteter, hyggelige hoteller og børnevenlige byer er øen et godt bud på den vellykkede ferie - ikke mindst hvis man vælger byen Corralejo på øens nordspids.

Hvis man ikke allerede har besluttet sig for, hvor man vil hen med børnene på den næste ferie, kan der være rigtig god grund til at kigge en ekstra gang på den kanariske ø Fuerteventura. Øen, der ligger 100 kilometer vest for den marokkanske kyst, har et behageligt klima, hvor temperaturen for det meste holder sig under 30 grader. Alene det kan være et godt argument for børnefamilien.

Samtidig er befolkningen meget venlig, og det er tydeligt, at de har et stort hjerte overfor børnene.

- Lad mig give et godt eksempel. Her i Corralejo, hvor vi har hotellet Las Marismas, kan man på de fleste restauranter finde børnemenuer på kortet. Det er tydeligt, at der er tænkt på børnene også, når det gælder maden, siger Rikke Koks Andreassen, der er kommunikationschef hos Apollo Rejser til fritids- og rejseportalen Fritidsmagasinet.dk.

Børneliv i byen
På pladserne i byen leger de lokale børn ude om aftenen - det giver byen en puls, som er helt unik.

- Derfor er det sjovt for de rejsendes børn at komme med ud om aftenen, fordi man fra restaurantens borde kan følge med i for eksempel fodboldspillets gang midt på pladsen, fortæller Rikke Koks Andreassen.

Naturligvis skal turisternes børn også være aktive, og mulighederne er som en stor pose blandede bolsjer. Lige overfor Las Marismas - absolut i gåafstand også for små fødder - ligger eksempelvis vandlandet Baku Waterpark Corralejo.

- I samme korte afstand finder man det afrikanske marked, der er åbent to gange om ugen. Det er der mange, der elsker at bruge en formiddag på, fortæller Rikke Koks Andreassen.

Nær naturen
Ferie handler for mange børnefamilier om at komme ned i et andet gear, end det man kører i til dagligt. Las Dunas - der af nogle kaldes for Fuerteventuras Råbjerg Mile - bør absolut opleves. De kæmpe klitter fodres af det fineste hvidgule sand ført med pasatvinden 100 kilometer over havet direkte fra Sahara. Det er et fascinerende syn, der giver sit helt eget udtryk i sandbakker, der konstant er i forandring, og som går helt ud til det blå, krystalklare hav.

- Så der er ikke langt fra byen og ud i den rå natur. Mange tager også båden, der sejler fra Corralejos havn, over til det lille øreservat Los Lobos - blot 15 minutters sejlads fra byen. Her er det muligt at vandre rundt mellem det rige fugle- og planteliv. Det er en god måde at være sammen med sine børn på. På gårde udenfor byen er der mulighed for at ride på heste, så der er virkelig noget for alle, siger Rikke Koks Andreassen.

Apollo Rejser har 20 forskellige hoteller på Fuerteventura - mange med mulighed for "all inclusive". Se mere på www.apollorejser.dk.

Værd at vide om Corralejo
Fra lufthavnen på Fuerteventura og til byen Corralejo skal børnene og de øvrige gæster kun køre i 40 minutter.

En gennemsnitlig to-retters middag uden drikkevarer koster omkring 130 kroner per person.

Fuerteventura har mange kilometerlange sandstrande med hvidt, finkornet sand og krystalklart vand. Andre steder er strandene sorte lavastrande. Det er let at finde øde og uberørte strande. Man skal dog især med børn være opmærksom på, at stærk strøm og tidevand - især på den nordlige side kan forekomme.

Det er nemt at komme rundt på øen med lokale busser og anden transport. Der er en god infrastruktur på Fuerteventura. Det er billigt at køre med taxi, og vil man et smut til Lanzarote, så går der bilfærger mellem Corralejo og Playa Blanca på Lanzarote. Turen tager omkring en halv time, og der sejles flere gange om dagen.

På øen er der masser af muligheder for at windsurfe, stå på vandski, vandscooter, dykke, spille tennis, ride og cykle for blot at nævne nogle få aktiviteter.

Om sommeren er dagstemperaturerne omkring 30 grader, og det regner sjældent. Om vinteren ligger temperaturen omkring 20 grader og der kan forekomme kortvarige byger.

Senest ændret Torsdag, 12 juli 2018 16:33

Skriv en kommentar

Udfyld venligst alle felter markeret med (). HTML er ikke tilladt.