×

Advarsel

JUser: :_load: Kan ikke indlæse bruger med id: 73

Bulgarien for børnefamilier

Udgivet i Rejser
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)
Hotel Park Oasis er et godt hotel for børnefamilier, der vil være tæt på stranden. Hotel Park Oasis er et godt hotel for børnefamilier, der vil være tæt på stranden. Foto: www.Fritidsmagasinet.dk.

FAMILIEFERIE: For den store børnefamilie kan charterrejser være en uopnåelig og for dyr drøm. Her er Bulgarien et godt og sikkert alternativ trods sit ry som et ferieland mest for festglade unge.

Mange forbinder Bulgariens Sortehavskyst med unge, fest og farver, hvilket ikke er helt forkert. Kystbyen Sunny Beach er stedet for de unge, der vil give den gas - uden at det koster en formue.

Men mange er ikke klar over, at Nessebar halvøen nogle kilometer derfra og Ny Nessebar lidt længere mod syd tilbyder masser af muligheder for en god familieferie. Vel at mærke til samme billige bulgarske priser som i Sunny Beach, men i anderledes rolige og skønne omgivelser.

Fritidsmagasinet.dk tog til Bulgarien for at udforske området med udgangspunkt fra hotel Park Oasis i Ny Nessebar, der ligger omkring tre kvarters kørsel fra lufthavnen i Burgas.

Lille afstand - stor forskel
Selve den gamle by Nessebar ligger på en halvø, der strækker sig ud i Sortehavet kun forbundet med fastlandet via en 400 meter lang landtange.

Fra Nessebar kan man med lethed kigge over bugten til Sunny Beach, men om de unge kigger den anden vej er mere tvivlsomt. Den korte afstand til trods, er der en verden til forskel. Hvor Sunny Beach er moderne og fuld af bling, bling - så er Nessebar over 3000 år gammel og har været på UNESCO's verdensarvsliste siden 1983. Det er med god grund, og den historiske og meget smukke, gamle by tiltrækker da også turister fra hele verden. De kommer for at se de mange kirkeruiner og oldgamle bygninger, der stadig står.

Nessebar har samtidig masser af boder og markedspladser rundt i byen, hvilket giver byen et særligt sydlandsk turistpræg. Efter et par gode handler kan man besøge de udsøgte fiskerestauranter, hvor man naturligvis også kan finde noget godt til børnene.

Uendelige strande
Syd for Nessebar i Ny Nessebar og længere sydpå endnu ligger de uendeligt lange strande med gyldent sand, farverige parasoller og strandsenge. Og det er her helt ud til kysten, at hotellet Park Oasis ligger. Som navnet antyder, er der faktisk en stor, privat park i tilknytning til hotellet, hvilket er helt unikt og et kæmpe plus for børnefamilierne.

Parken har legeplads og porcelænsmaling for børnene, hvor der hver dag kommer en pige for at lære fra sig i kunsten at male. Samtidig indeholder parken en pool, der dog ikke er verdens største, en god restaurant og en række bænke placeret, så far og mor kan holde i hånd, og samtidig holde høje med børnene.

Hvad parken mangler i pool-størrelse opvejes til fulde af nærheden til stranden. Fra parken, der er på størrelse med halvanden fodboldbane, er der få skridt ned af nogle trapper til Sortehavet.

Mad for 250 kroner
Som alle ved, giver havluft appetit. Når man er to voksne og tre børn, der skal ud at spise, så ville dette normalt betyde en større udskrivning og gøre kraftigt indhug i feriebudgettet. Det gælder ikke i Bulgarien.

Et typisk aftenmåltid for hele familien med drikkevarer ligger på godt 60 leva, hvilket svarer til 250 kroner. Det gør det langt mindre nødvendigt at overveje all inclusive. For med god solid morgenmad inkluderet i prisen på Park Oasis og det lave prisniveau, er det faktisk rart, at man ikke nødvendigvis skal hjem på hotellet og spise.

Naturligvis bærer Bulgarien præg af, at landet i mange år lå på den anden side af jerntæppet. Det ses på veje og fortove, der måske ikke lever op til den danske standard. Men der er sådan noget, voksne ser. Børnene derimod lægger mærke til, at mor og far selv foreslår at køre en tur i vandland - uden at tælle - hvor mange leva de har i pungen.

 

Senest ændret Torsdag, 12 juli 2018 16:22

Skriv en kommentar

Udfyld venligst alle felter markeret med (). HTML er ikke tilladt.